Forskelllige rigs til forskellige situationer...

Hej alle sammen...

Jeg ville bare spørge om der ikke var en af jer der kunne finde tid til at lave nogle tegninger over de forskellige rigs i bruger til take-apart og pole fiskeri her i Danmark?
Eller evt kender til nogle der allerede er lavet i bøger på hjemmesider etc...

På forhånd tak:)

Det var egentlig planen at tilføje sådan noget til denne side, man kan jo let blive i tvivl om hvordan det skal gøres, men det handler jo igen om lige at få tiden til det.

Grundlæggende er der meget lille variation i de tackler vi binder til både take-a-part og pole, og jeg vil mene at det rig jeg beskriver her bliver brugt af 95% af medefiskerne i 95% af tilfældene:

Hovedline i 0,14-0,18. Poleflådet trådes gennem øjet og låses med 2-3 stykker silicone-tube, afhængigt af længden. Lad det sidste stykke være 1-1½ cm, sådan at ca. 1/3 stikker udover pinden, hvilket er med til at forhindre kludder.

Hovedparten af belastningen kaldes bulken, mens det sidste bruges til droppers. Bulken placeres på den nederste halvdel af poletacklet. Hvis der f.eks. er 2 meter dybt hvor du fisker, så skal bulken være minimum 1 meter nede, igen for at forhindre kludder. Hvor bulken præcis er, afhænger af hvad man skal fiske efter. Hvis det er stillestående vand efter fisk der går midt i vandet, f.eks. rudskaller er bulken typisk meget højt i vandet, omvendt, hvis det er få store brasen, så kan bulken være meget tæt på bunden, eller enddog på bunden, hvis det går vildt for sig. Typisk er bulken 70-90% af belastningen, og kan enten være et olivetti-bly (cigarformet gennemløbsbly), eller blot splithagl der er tæt sat sammen. Droppers er de blyhagl der sidder mellem krog og bulk, og jo mere sultne fiskene er, jo færre og større droppers kan man bruge. Hvis brasnerne går til biddet, så kan man snildt fiske med 1 BB hagl som dropper, omvendt, hvis man sidder 200 mand til en international konkurrence og man blot skal fange en fisk for at redde nogle point, så er der måske 10-15 droppers i str. 10 og 12 hagl.

Krogen bindes normalt på et tafs der er 0,02 mm tyndere end hovedlinen og monteres på tacklet med to løkker. Krogstørrelserne svinger fra 10-22, selvfølgelig de største kroge til de største og mest sultne fisk, og 22ere til meget træge fisk der er svære at lokke.

Brug flådstørrelser der passer til situationen, og hold dig til nogle ganske få typer til at starte med, medefiskeri er meget andet end hvor flot flådet er og hvor specielt det ser ud. Et ægge-formet flåd med metalpind og en god, synlig antenne vil fange fisk overalt.

Det allerbedste tip er faktisk at man konstant skal arbejde med dybder og placering af blyene. Selv en lille ændring kan betyde forskellen mellem at fange 1 kg og 15 kg...

Af Rikard